Close

Demokrati og medborgerskab

Grennessminde har et engageret elev- og beboerråd

Demokrati og medborgerskab

På Grennessminde spiller elev- og beboerrådet en vigtig rolle. Det er det, der sikrer, at de unge får indflydelse på beslutninger og får mulighed for at komme med nye idéer til en endnu bedre hverdag på Grennessminde. Elev- og beboerrådet tager ejerskab og ansvar – og arbejder flittigt på nye tiltag til Grennessmindes unge.

”Det handler om demokrati-lære. Det er vigtigt for mig, at de unge bliver hørt og får indflydelse på det sted, hvor de bor og arbejder. De kender hverdagens udfordringer og fungerer som talerør for alle de unge her – det vægter vi højt. I 2016 skal elev- og beboerrådet til Christiansborg og se hvad demokrati er i Danmark”, siger Hanne Danielsen, direktør på Grennessminde.

Hanne er i et tæt samarbejde med elev- og beboerrådet, og flere gange om året holder hun møde med de to formænd i elev- og beboerrådet og personalerepræsentanten for at følge med i de nye tiltag og forslag til ændringer. elev- og beboerrådets opgaver spænder vidt.

”Vi arbejder på flere områder. Vi arbejder med politiske beslutninger på Grennessminde og kommer med nye idéer. Lige nu arbejder vi bla. på at få lov til køre tur med huer ligesom andre studenter. Men lovgivningen er imod os – og det vil vi ændre på. Og så arbejder vi på at forbedre kommunikationen mellem medarbejdere og unge – måske vi får et elevintra, så alle vigtige meddelelser kommer ordentligt og korrekt ud til alle. Vi er i gang med at planlægge den årlige elevfest. Det er virkelig sjovt at være med i elev- og beboerrådet”, siger Patrick Nielsen, beboerrådsformand på Grennessminde.

Elev- og beboerrådet består af 14 unge fra forskellige værksteder og huse. De er alle med til at varetage de unges interesse i de forskellige sektorer. Den anden elevrådsformand, Rosa Ulrich, er fra Projektskolen. ”For os, der arbejder ude på gartneriet, har det længe været et problem med mødetiderne og den offentlige transport. Vi har været nødt til at vente op til 45 minutter ved busstoppestedet, når vi skulle hjem. Men nu har vi fået ændret vores mødetid, så det passer med busserne. Det er til stor glæde for alle de unge på værkstederne ude på gartneriet”, siger hun med et smil.

Det kommende år byder på mere indflydelse på aktivitetsplaner i weekenderne, ny fremgangsmåde til fællesspisning og en APV (arbejdspladsvurdering) for alle unge. Her laver de spørgeskemaer til alle, både i Projektskolen og i husene. ”Det er et stort arbejde, men vi får også nye input til vores trivselsarbejde, så det er det hele værd”, siger Rosa.

Der er meget at se til som repræsentant i elev- og beboerrådet, og der er blevet rift om pladserne. Det kræver, at man bliver valgt som repræsentant af sit værksted eller hus. Og i selve elev- og beboerrådet foregår afstemningen til posterne. ”Det er blevet mere populært at være med, og jeg synes, det er fedt at være med til at gøre en forskel”, siger Patrick til sidst.

Kontakt Grennessminde - 43990470 - info@gminde.dk